5. s.e. PÅSKE  -  2012  -  (konfirmation)  + højmesse

Dagens tekst; Johannes evangeliet kap. 17

 Hvem er jeg egentlig ? Et vigtigt spørgsmål for at jeg kan udfolde mit liv og finde MIN plads i tilværelsen. Et spørgsmål der banker på med varierende styrke på forskellige tidspunkter i livet.  Et af tidspunkterne kunne være, når man er konfirmand. Ja, meget af denne prædiken blev også holdt ved en konfirmation i går ! Man er på det skæringspunkt i livet, hvor man forlader barndommen og går ind i ungdommen og ser det at blive voksen som noget lokkende eller måske truende.  Hvem er jeg så – sådan i mig selv.  Hvor adskiller jeg mig fra de andre.  Nogen gange giver det sig udtryk i et tydeligt oprør. Sådan tænker jeg, når jeg ser en punker med orange hår og adskillige piercinger. Her er en, der vil udtrykke en særlig  identitet og anderledeshed.

 Et andet tidspunkt i livet, hvor spørgsmålet hvem er jeg egentlig dukker op, er når pensionsalderen er lige om hjørnet. Måske mere aktuelt spørgsmål i dag end i går ! Hvor stor en del af min identitet har jeg egentlig i mit arbejde.  Ser jeg frem til friheden i pensionstilværelsen eller ser jeg en truende parkering ude på sidelinien ?

 En del af sin identitet HAR man i kraft af sine gener.  En del KOMMER til en i kraft af familieforhold, social arv, etnicitet o.m.m.  Og en del BESLUTTER man eller vælger. Det gælder lige fra venner til en evt. ægtefælle, uddannelse og job, politisk og religiøs overbevisning. Alle disse ting – i en pærevælling – er med til at danne ens identitet.  Hvem er jeg ?  Hvad STÅR jeg for – og hvad VIL  jeg stå for.  Man må komme ud af anonymiteten og blive den, man er bestemt til at være og finde sin bestemte plads i tilværelsen.  Til en vis grad kan man vel sige, at det handler om at tage sin skæbne på sig.  Men det sker sjældent på en gang men er en del af den proces vi gennemløber som mennesker.

 Lad mig prøve med et eksempel. En film som rigtig mange danskere har set, er ”Hvidsten-gruppen”.  Om familien på Hvidsten kro og deres venner og bekendte under 2. verdenskrig.  De lever et ret almindeligt liv.  Brokker sig lidt over krigens besværligheder, men får det til at fungere med de mangler der er.  Holder et fornøjeligt frikvarter, da kroejerne har sølvbryllup.  Men så kommer udfordringen, om de vil danne en gruppe, der vil tage imod våben og sprængstoffer sendt med fly fra England, - ja, og enkelte faldskærmsudspringere.  Det stiller spørgsmål til deres holdninger, deres mod, - ja, til deres identitet som danskere.  De vælger at træde i karaktér og stå fast selv om det viser sig at være langt farligere, end de havde forestillet sig. 

 Bodil Jørgensen, der spiller rollen som kromutter, der er den, der holder sammen på stumperne på hjemmefronten, gør det efter min mening enormt flot, som den dygtige skuespiller, hun er.  Men hun fortæller et sted, at det ikke var med hendes forældres gode vilje, at hun blev skuespiller.  De havde satset på, at hun gik i deres fodspor som lærer.  Også hun måtte finde sin identitet og træde karaktér, som den hun mente hun var, og som hun ville være.

 Et andet eksempel er de kongelige.  Kronprinsen er født til en bestemt rolle, og han kan meget vanskeligt brude ud af den og vælge en anden vej.  Her kan tale om at acceptere sin skæbne eller aktivt byde ind på sit kald.

 Går vi tilbage til det bibelske univers, - til Moses f.eks. -havde han af gode grunde svært ved at finde ud af, hvem han var. Opvokset som prins ved det ægyptiske hof, går det op for ham på et tidspunkt, at han ikke er den han tror han er. Af fødsel er han en slavefolket – en af de undertrykte.  I sin identitetskrise forsøger han at flygte fra begge dele og finder et eksil hos præsten og svigerfaren i Midjan.  Men hans fortid indhenter ham.  Med hans specielle baggrund er han den udvalgte.  Under protest accepterer han sin skæbne og tager kaldet fra Gud på sig, - og han bliver én af de helt store i GT.  Men det er ikke uden omkostninger.

 JESUS selv lever et nærmest anonymt liv ind til han kommer i 30 års alderen.  Da bliver han døbt og får tydeliggjort sin identitet og sit kald, da det lyder fra himlen ”denne er min søn den elskede – hør ham!”  Så træder han i karaktér og går ufortrødent løs på sit offentlige virke.  Her oplever han succes og store tilhørerskarer – i al for en tid.  Men da det går op for folk, at han ikke vil stå i spidsen for en frihedskamp, der smider romerne i havet, smuldrer de store skarer.  Han vil noget andet. Hans kald er større og mere vidtrækkende end Israel år 33.

 Hans opgave er at beskrive Gud.  At udtrykke Guds tanker og vilje med os.  At lægge ord og krop til kærligheden.  Den kærlighed, der har helende og forsonende kraft, - er fornyende og opbyggende, - den kærlighed, der er et værn mod ondskaben og døden.  Den kærlighed bragte ham til langfredag, til korset, til kærlighedsofferet.  Dér hvor han bl.a. viser, at der intet mørke findes i vort liv, hvor han ikke har været.  Det - sammen med løftet ved vor dåb, at han vil være med os til verdens ende, giver det både et håb og et forsonende lys over vort liv.  Og kraften i det ligger i påskemorgens opstandelse fra de døde.

 Det er vel den HERLIGGØRELSE Jesus taler om i det stykke, jeg før læste.  En ophøjelse til Gud, til Faderens højre hånd, som vi bekender det i trosbekendelsen.  Her er han som vores talsmand, - som vores garanti for at Gud kender vort livs glæde og smerte indefra. Og Gud vil vedkende sig os som sine elskede børn.

Men der er en side mere ved herliggørelsen, som skal med her til sidst.  Han er også herliggjort – som der står – ” ved dem, du har givet mig”.  Ved disciplene og alle dem, der senere, helt op til vor tid har fundet deres livs håb og udfordring i hans ord og værk.  Han er herliggjort, hvor hans budskab brænder igennem og hvor næstekærligheden kommer til udtryk.  Hvor omsorgen og blikket for den svage ikke bliver glemt. Hvor kampen for udsatte og misbrugte finder sted.

 Jeg mener det er vigtigt for vor identitet som kristne, at vi har både det vertikale og det horisontale perspektiv med i vor tilværelsesforståelse.  Altså at vi både løfter blikket mod himlen, som udtryk for, at der er en Gud som kan række os den tryghed, den tilgivelse og det håb for fremtiden, som kan give os mod på livet.  Og - som kan holde os fast på, at se os omkring og få øje på hinanden og tage os af hinanden, som vores primære kald som mennesker.  Som Jesus siger et sted ”alt hvad I vil at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem”.

Amen