Udgivet af Churchdesk , fre d. 28. jun 2013, kl. 16:30

Prædiken af Sognepræst Karen-Bolette Berg

D. 12.8.2012, 10. s. e. trinitatis

Evangelietekst

Matt 11,16-24:

Jesus sagde: "Men hvad skal jeg sammenligne denne slægt med? Den ligner børn, der sidder på torvet og råber til de andre: v17 Vi spillede på fløjte for jer, og I dansede ikke; vi sang klagesange, og I sørgede ikke. v18 For Johannes kom, han hverken spiste eller drak, og folk siger: Han er besat. v19 Og Menneskesønnen kom, han både spiser og drikker, og folk siger: Se den frådser og dranker, ven med toldere og syndere!« Dog, visdommen har fået ret ved sine gerninger.

v20 Da begyndte Jesus at revse de byer, hvor de fleste af hans mægtige gerninger var sket, fordi de ikke havde omvendt sig: v21 »Ve dig, Korazin! Ve dig, Betsajda! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i jer, var sket i Tyrus og Sidon, havde de for længst omvendt sig i sæk og aske. v22 Derfor siger jeg jer: Det skal gå Tyrus og Sidon tåleligere på dommens dag end jer. v23 Og du, Kapernaum, skal du ophøjes til himlen? I dødsriget skal du styrtes ned! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i dig, var sket i Sodoma, havde den stået den dag i dag. v24 Derfor siger jeg jer: Det skal gå Sodomas land tåleligere på dommens dag end dig.«

Prædiken

Det er som om Jesus var blevet træt af sine kritikere. Træt af al deres ævl og kævl og af, at de slet ikke havde sans for det, der skete lige for næsen af dem. De opførte sig som utilfredse børn, der altid vil have noget andet end det, de får, og nu blev det bare for meget:

"Det skal gå Sodomas befolkning bedre på dommens dag end folk fra Kapernaum, Betsajda, Korazin, Tyrus og Sidon!" Ordene emmer af svovl og forbandelser, og det er ikke mærkeligt, hvis nogen blev forskrækkede. Det er heller ikke mærkeligt, hvis vi bliver det.

Det var ikke første gang, Jesus kom med sådan et udbrud, og det blev heller ikke den sidste. Han var en mand, der rummede hele følelsesspektret fra mild og imødekommende til hård og afvisende. Når han mødte nogen, var det med hele sig, med sin fulde opmærksomhed og med direkte konfrontation, hvad enten det var nogen, der skulle sættes på plads eller nogen, der havde det ondt. Ingen, der havde mødt ham, var i tvivl om, at han havde set dem – og set dem som de var.

I dette tilfælde havde han mødt mennesker, der ikke ville være med på det han gjorde, og den han var. Hvis det havde været en leg, så ville de ikke med i legen. Var det en fest, var de blevet hjemme. De var ikke til at trække ud af deres huse, ud af de vante forestillinger og det, de plejede at tro på.

Men hvad ville de derinde i alle de kendte vaner? Hvad var det, der var så tiltrækkende ved at blive, hvor man var? Hvad var det, der bandt?

I troen – dvs. i ånden – forbinder man sig med Jesus. Og det var dét, de ikke ville. De ville ikke forbinde sig med ham, for de var i forvejen bundet til noget andet.

Men hvad er det, der binder menneskeånden? Hvad er det, der binder troen?

Det kan være uvidenhed. Hvis ikke man kender til, at der er tro, eller hvis man nok kender til at troen findes, men ikke ved, hvad tro er, så er ånden bundet. Så kan menneskets ånd ikke udfoldes, og Helligånden kan ikke gøre sin gerning i os.

Det kan også være en anden tro, der binder menneskets ånd. Gud er en meget nidkær Gud. Der er ikke noget med at fordele sin tro mellem flere guder, som man ellers ville satse på flere heste eller fordele sine penge på forskellige papirer. Jeg tror at Paulus ville kunne sige det på denne måde: Man kan også have en anden tro, som så altså ikke er tro, for der er ingen anden Gud end den Gud, der har åbenbaret sig i sin søn, Jesus Kristus....og så ville han fortsætte med en lang indviklet udredning og en masse indskudte sætninger, som alt sammen skal til for at fastslå, at mennesker godt kan tro, at den Gud, de tror på, rent faktisk findes. Men hvis dette ikke er den ene, sande Gud, så spilder de deres krudt i et håbløst forsøg på at finde sandheden et sted, hvor den ikke findes.

Vores ånd kan være bundet af at søge Gud det forkerte sted.

Men de stakkels mennesker i Betsajda og Kapernaum, de ledte ikke det forkerte sted, de troede allerede på den ene sande Gud, og alligevel var deres ånd bundet til det forkerte, når de ikke kunne fatte, hvem Jesus var. De kendte til at tro og de kendte den sande Gud. Alligevel blev de overhældt med svovl og advarsler.

Menneskeånden er en forunderlig gave, som giver os muligheden for at se Gud bag alt det skabte. Hvis vi har nogen som helst gudbilledlighed i os, så er det, at vi ikke udelukkende er krop og sjæl, men at vi er gennemstrømmet af ånd. Det er i ånden, at vi kan kende Gud. Derudover er det også i ånden, vi er skabende medarbejdere på livet og skønheden. Vi kan udforske verden og åbne den for hinanden med hvert vores bidrag af erkendelse og udfoldelse af vores liv. Sammen udgør vi et broget billede i alle nuancer, som vi selv er medskabende på, og derfor hele tiden er med til at udvikle.

Vi er så fulde af kreativ ånd, at vi også er i stand til at skabe vores egen forestilling om Gud, der er så troværdig, at det er skjult for os selv, hvad vi har gjort. selv om vi så søger efter Gud i alt det, vi kender som Guds åbenbaring af sig selv, i hele skriften og i alle overleverede traditioner, kan vi alligevel komme til at gøre Gud til en anden, end Han er.

For der bor ikke alene en drift i os mod at søge efter Gud, som han er. Der er også en drift i os mod at fiksere Gud og holde han fast. Vi er tiltrukket af ønsket om at kunne forstå Gud og regne Gud ud. Det kender vi alle mulige steder fra, det er nærmest et menneskeligt vilkår, at vi gerne vil forstå. Det vi kan forstå, det kan vi nemlig definere. De-finere rummer ordet finis – slutning – det vi kan definere kan vi sætte på sin plads og gøre os færdige med. Dermed har vi en vis kontrol over det.

At ville regne Gud ud, det er det samme som at ville definere og kontrollere Gud, og hvis man kan kontrollere Gud, er man selv gud.

Så selv om vi slet ikke tænker i de baner, og selv om det ikke var det, vi ville, så ligger det snublende nær for os at forsøge at gøre os selv til guder, der har kontrol med det hele.

Og hvis vi bruger vores kreative evner til at danne et færdigt billede af Gud, og binder os til det, så har vi også afskåret os muligheden for at binde os til Guds Søn.

I det stykke ligner vi alle sammen dem, der helt åbenlyst afviste at have noget med Jesus at gøre.

Vi er også velsignet med stor kreativitet, Gud har også blæst ånd i vores næsebor, så vi er blevet til levende, åndende væsner. Og vi er i lige så stor risiko for at komme til at gøre os færdige med Gud og blive døve for, at der altid vil være nyt at høre, fordi Gud er Gud og alt for overvældende til, at noget menneske nogensinde kommer i nærheden af at blive færdig.

At lege er at begive sig ind i et lille univers omgivet af aftaler og evt. regler. Når reglerne bliver for faste er legen forbi. Så er den blevet til benhård konkurrence. Jeg går ud fra, at alle atleterne ved OL har prøvet at lege de discipliner, de nu konkurrerer i. Måske ikke så meget og måske for længe siden, men der har forhåbentlig været engang været en leg. Men det er forbi nu, det er ikke for at udforske verden, at de stiller op ved OL, det er for at erobre den og holde den fast.

At lege er at give fantasien den fremherskende plads og være med på, at der kan ske ændringer undervejs, efterhånden som der viser sig nye aspekter vi kan tage med ind. "Så legede vi, at du var en hund og at jeg var en pige, der ikke måtte få en hund for sine forældre, men så fandt hun dig på vejen.." – og så er legen i gang og kan udvikle sig.

At tro er også en form for leg. Og man skal huske, at rigtig leg aldrig kun er for sjov. Der er meget på spil i en gruppe, der leger, for der skal mange til at opretholde legen, men kun én til at bryde den ned.

Troens leg opfinder ikke sit indhold, sit formål og sine regler. De kommer udefra. Men troen er ikke en forstenet klippe, der aldrig kan vokse eller udvikle sig.

Gud er ikke foranderlig, men vi bliver hele tiden mødt af Ham på nye måder, fra nye vinkler, opdager, at noget af det, vi troede, også har helt nye dybder, som vi slet ikke havde kunnet se tidligere.

At tro på Jesus som Guds søn er at forbinde sig med ham uden at ville binde ham. At ville lege med og være med på det, han vil vise os og være for os i vores liv.

Lade ham forme os og lære os, hvad han vil med os, og lade os binde til ham, når Hans ånd, Helligånden, lever i os og gør os i egentlig forstand levende.

Vi skal være som dem, der gerne vil danse, når der spilles op til dans, og dem, der går med i sørgetoget, når klagesangen lyder. Vi skal være dem, der lytter og sanser og lader os binde af Guds vilje.

Når det i udgangsbønnen lyder: "Gør os frie i din nåde og bundet i kærlighed til dig og vor næste," er det troens kerne, ordene udtrykker. Det handler om den treenige Guds møde med mennesker – at være bundet til Gud Fader i den kærlighed Jesus Kristus, hans Søn har vist os – og være det ved Helligåndens kraft.

Ve dig Betsajda! Ve dig Korazin! Det skal gå dig værre på dommens dag end det værste af det værste. Det er frygtelige ord.

Vi ved knapt hvad de betyder, for vi ved ikke helt, hvad der skal ske på dommens dag, men vi vil bede om, at Gud vil forbarme dig over de utro byer, ligesom vi beder Gud om at forbarme sig over os.

Forbarm dig over os, når vi også kommer til at vende os fra dig og tilbede en Gud, vi har passet ind efter vores eget hoved i en stræben efter at gøre os til herrer over det liv, som du, og ikke vi, er den bærende kraft i.

Ære være du, Far Søn og Helligånd, som det var i begyndelsen således også nu og altid og i al evighed. Amen

Kirkebøn

Hellige Far.

Vi takker dig for dine rige gaver, for alle de goder vi har, og som vi tager helt for givet.

Vi beder for dem, der må leve et barsk liv med en modgang, vi ikke engang er i nærheden af at kende til.

Ensomhed, savn og sorg over både livet og døden kommer til os alle, vær med enhver, der må bære det hos sig.

Brug os til at række ud mod andre i tiltro til, at du vil bære os og føre os.

Vi takker dig for, at du har bygget din kirke på jorden og velsigner os med dine hellige sakramenter, som du har indstiftet i din store nåde.

Vi beder for alle, som har magt og ansvar i kirke og samfund. Vi beder for vores dronning og hendes hus.

Velsign og bevar os i vores sidste stund, døm os, men gør os frie i dommen, og skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv.

Amen

Kategorier 2012