Døber vi bare fordi, at "det plejer man?"

Engang var det nærmest en selvfølge, at man døbte sine børn i Danmark. Med tiden er dåben - som så mange traditioner - ikke længere en selvfølge, men noget som mange oplever, at de selv skal tage stilling til: "Skal vi døbe vores barn? Også når tro ikke fylder så meget i vores hverdag?"

Nogle vælger at få deres børn døbt ganske enkelt, fordi det er tradition. Men mange døber deres børn, netop fordi de tænker, at det er en god tradition. Fordi der sker noget værdifuldt og smukt i dåben. Det er svært at sige, præcis hvad der sker, og mange har hver deres bud.

F.eks. siges det om dåben, at der her hvor livet bliver fejret og vist frem. Hvor vi ser, at barnet er i en større sammenhæng med familie, slægter og alle andre døbte. Hvor det bliver en del af kirkens historie og får løftet om, at Jesus vil være med det alle dage. Og hvor det får Guds velsignelse over sit liv. 

Vi døber ikke kun fordi, at der er tradition. Men fordi der er så mange gode grunde til, at det er blevet en tradition.

 

Skal det lille barn ikke have lov til at bestemme selv?

Jo. Selvfølgelig skal ethvert barn selv tage stilling til, hvad Gud, kirke og tro skal fylde i deres liv. Ligesom det skal tage stilling til alle mulige andre ting op igennem livet - hvilket parti de skal stemme på, når de bliver myndige, osv.

Mange fravælger dåben, fordi de ønsker, at deres barn selv skal tage stilling til troen med tiden. Sjovt nok er der mange, der tilvælger dåben af netop samme årsag. De ønsker at få deres barn døbt, for så kan barnet selv vælge ved konfirmationsalderen - for konfirmationen er netop en bekræftelse af det, der sker i dåben.

De fleste ønsker at være med til at forme selvstændige børn, der lærer at træffe egne valg i livet - både dem, der vælger at få deres børn døbt, og dem der ikke gør.

 

Skal jeg have mit barn døbt?

Der er ikke nogle, der skal døbes. Det er fuldstændig op til jer som forældre at snakke om. Og mange har argumenter for og imod dåben.

Men det kan sikkert være godt at have snakken uanset. Ikke kun for at blive klogere på, hvad dåb betyder. Men måske også for at blive klogere på, hvad det betyder at være forældre for et lille barn. Eller hvad det betyder at være Guds barn. Eller hvad tro, liv og kærlighed betyder.

Overvejer du, om dit barn (eller du selv) skal døbes, er du altid velkomne til at kontakte én af sognets præster, der alle gerne vil tage en snak med dig om dåben, hvad den kan betyde og hvordan en dåb kan foregå i praksis.

Du kan også gå ind på Folkekirkens hjemmeside for at læse mere om dåbens betydning, et dåbsforløb, betydningen af faddere, om voksendåb og meget andet. Klik her for at læse mere.